En helt særlig, ambitiøs uge er skudt i gang i Holstebro. Under Sustain Week vil en række modige virksomheder få indspark og eksperthjælp.
Missionen er at sætte sig sammen og finde mulige løsninger på nogle af virksomhedernes udfordringer.
Ugen blev kickstartet med åbningsarrangement på Slagteriets lokaler i Holstebro. Her lagde en række oplæg linjen for de kommende års indsats omkring bæredygtighed.
Anna Rise, kommunikationschef i Nestlé
Ikke nok at gøre én ting
Og en pointe gik igen i de inspirerende keynotes: Tingene skal hænge sammen, hvis vi skal slå igennem med resultaterne.
“Vi er en del af problemet – vi vil være en endnu større del af løsningen,” var budskabet fra Anna Rise, kommunikationschef i Nestlé Danmark.
Når fødevaregiganten Nestlé arbejder med bæredygtighed, er det på flere områder. Det handler eksempelvis ikke kun om emballage og dyrkningsmetoder – men også om arbejdsforhold og leveforhold for bønderne, der dyrker afgrøderne.
Nils Leseberg, CEO i RWE Renewables Danmark
Lokalsamfundet skal med
Samme blik på helheden har man hos RWE, der etablerer og driver vindmøller. Når der skal bygges 72 havvindmøller ud for Thorsminde, så skal det gøres i tæt samarbejde med det område, hvor der bygges.
– Den grønne omstilling kommer ingen vegne, hvis den går hen over hovedet på lokalsamfundet, sagde administrerende direktør i RWE Renewables Denmark, Nils Leseberg.
Borgmester H. C. Østerby pointerede, at det kræver et særligt mod at tackle udfordringerne. Men også at området er uomgængeligt.
– Det er blevet et markedskrav for virksomheder at arbejde med grøn omstilling, sagde borgmesteren.
Nu skal deltagerne for alvor i arbejdstøjet. Du kan følge med i virksomhedernes Sustain Week-missioner på vores sociale kanaler i løbet af ugen.
Fotograf: Ole Mortensen