Kendt gastronom og lokale restauranter vil byde på madoplevelser med omtanke

En af de tunge drenge inden for dansk gastronomi, Mads Marschall, er med i arbejdet om den første Sustain Week i Holstebro. Han skal i samarbejde med lokale restauratører sørge for at det gastronomiske program i ugen lever op til temaet.

Mads Marschall, som tidligere har været en del af ledelsen for Bocuse D’Or og Danmarks største kokkekonkurrence Sol over Gudhjem, svinger taktstokken over det gastronomiske program under Sustain Week. Det gør han i tæt samarbejde med lokale restauratører i Holstebro-området.  Der bliver lagt vægt på, at gæsterne i løbet af ugen skal opleve bæredygtige, vestjyske madoplevelser, når de er bedst.

Samtidig er det et hovedfokus under Sustain Week, at der arbejdes med lokale råvarer i sæson, og en høj grad af bæredygtige produktionsmetoder og råvarer.

 

Lokale madoplevelser med omtanke

Undervejs i ugen, vil der være workshops, og her er det frokosten, det gælder. Der bliver også serveret middag for de tilrejsende deltagere og så er der det store åbningsevent på Slagteriet, hvor deltagerne også vil blive præsenteret for mad med omtanke.

Devisen er, at når gæster fra nær og fjern møde i Holstebro for at arbejde med bæredygtige løsninger,  ja så skal maden også være lavet med omtanke.

 

De to ejere af Restaurant JA i Holstebro, Jakob Jensbye og Emil Andreasen,  planlægger deres bidrag sammen med Mads Marschall og Mads Kinch Clemmensen fra Sustain Week. 

 

Lokale råvarer, der passer til årstiden

Det er en udfordring, som de lokale restauranter med fornøjelse har taget imod. Heldigvis er det at arbejde med lokale  råvarer, som passer til årstiden, bestemt ikke ukendt for dem.

“Ud fra de første snakke, som vi har haft med restauratørerne, er jeg meget fortrøstningsfuld og jeg kan tydeligt mærke, at de  glæder sig til at vise gæsterne under Sustain Week, hvad de kan, fortæller Mads Marschall.

De deltagende restauranter er EkteNørre Vosborg, Café Utopia,  Movino, Café Care, og Restaurant Ja.

 

Café Utopia er en restaurant, der beskæftiger personer der er psykisk sårbare eller har en sindslidelse. Samtidig arbejder folkene bag restauranten ihærdigt på at øje fokus på et grønt køkken. Her er det Kaj Christensen og Malene Van-Roon Bøge fra Café Utopia, der vender nogle ideer med Mads Marschall og Mads Kinch Clemmensen.