En af dansk gastronomis sværvægtere, Mads Marschall, teamer op med lokale restauratører i Holstebro-området, når der for andet år i træk står Sustain Week på menuen. Sammen forpligter de sig til, at ugens menu lever op til temaet bæredygtighed.
Mads Marschall, tidligere leder af Bocuse D’Or og Danmarks største kokkekonkurrence Sol over Gudhjem, står i spidsen for det gastronomiske program under Sustain Week 2024. I tæt samarbejde med lokale restauratører i Holstebro-området sikrer han, at ugen byder på bæredygtige, vestjyske madoplevelser i absolut topklasse.
Derfor er alle råvarer lokale og sæsonbetonede og hentet indenfor en 50 km radius. De vil blive serveret for deltagerne på de forskellige workshops samt på den store åbningsdag med konferencen, Sustainable Business Drivers.
Oplev samarbejdet om de bæredygtige madoplevelser i videoen herunder, hvor Mads Marschall slår et smut forbi to lokale producenter, inden AB Catering, der leverer lokale råvarer til hele ugen, giver stafetten videre til Restaurant JA. Her bliver der kredset om en 3-retters menu, som gerne skulle give en forsmag på, hvad du kan opleve under Sustain Week på den gastronomiske front.